Ti ting du måske ikke ved om mig – men som du får af vide nu.

1. Jeg nægter at tælle hvor mange hår jeg har på hovedet. På trods af at jeg har en del skaldede pletter – efter at have haft betændelse i hårsækkene. Derved er der jo de færre at tælle, men jeg gider simpelthen ikke begynde.

2. Jeg er ret glad for Olaf fra filmen “Frozen” – og i weekenden fik jeg et ophæng af Olaf af en meget sød pige. Den hænger nu på mit køleskab, som i kan se på mit billede.

3. Jeg er elendig til at holde blomster og planter i live. Skal de virkelig have vand? Heldigvis har jeg købt en håndfuld grene-ting-noget, som overhovedet ikke kræver vand. Det er ret luksus!

4. Jeg kan godt li’ at citere sangtekster i mine statusser på facebook. Ofte handler de om noget kærlighed – og jeg elsker kærlighed. Kærlighed er fantastisk. Det er brugbart og vigtigt. Jeg elsker at elske mennesker og føle mig elsket af mennesker.

5. Jeg elsker kaffe – og er kræsen med kaffe. Min ynglingskaffe er rød Peter Larsen kaffe. Når Grey Edition af Peter Larsen er på tilbud, så køber jeg den – men den er bare ikke ligeså god. Jeg har tilmed smagt kaffe som er skidt ud af røven af et dyr – den var ok – men jeg forstår ikke den er kåret som verdens bedste kaffe. Instant kaffe er no-go – men jeg drikker det da ude hos andre.

6. Jeg har det med at downloade app’en Tinder – og slette den igen – downloade den igen – slette den igen. Jeg ved ikke hvorfor. Nogle dage synes jeg vel bare den er latterlig og andre dage, synes jeg den er ret morsom. Der er tilmed blevet skrevet en artikel på Rokoko-Posten om Tinder – efter at jeg skrev med en journalist på Tinder – og jeg foreslog at der skulle skrives en artikel om Tinder. Den er egentlig ret sjov – og nej, den har ingen forbindelse til mig – andet end at jeg kom med forslaget.

7. Jeg kan rigtig godt li’ kage. God kage. Masser af creme og flødeskum – det er bare lækkert! Brunsviger med masser af det der sukker-snask er også pænt lækkert – nogle gange spiser jeg kage hver dag – i en periode.

8. Jeg er afhængig af min telefon – jeg sover tilmed med den – og nogle gange så ligger den på min skulder, når jeg ligger på ryggen. Når jeg ligger på siden, så har jeg den nogle gange i hånden. Det er måske lidt overdrevet og jeg kunne godt tænke mig at skære ned for forbruget – men jeg synes det er svært.

9. Jeg kunne godt tænke mig at få gjort mine læber lidt større. Jeg synes ikke jeg har grimme læber, meeeeen lidt ekstra fylde ville nok ikke skade.

10. Da jeg var barn, havde jeg katte – de hed Sheila – fordi én i Big Brother hed det og jeg ønskede hun skulle vinde. Thilde – uden mening, men jeg kunne li’ navnet. Harry – jeg ønskede han skulle hedde Hans-Christian, men mine forældre insisterede på Harry pga. DSB-reklamerne. Frederik – fordi jeg synes en fyr i folkeskolen var mega lækker, som hed Frederik (og nej, forstår det ikke i dag). Og til sidst var der min elskede lille Clark – og det hed han fordi jeg var mega-fan af Clark Anderson.

Det var ligegyldig info. Men værs’go!

Følg mig på Facebook – klik her.

– Camilla-Kenya.

LÆS OPDATERENDE BLOGINDLÆG HER! SKREVET D. 10/2-2016!

Christina fik diagnosen ALS – Amyotrofisk Lateral Sklerose – d. 25 januar 2011. Som mange nok ved, så er der kun én vej med ALS og det er vejen mod enden – den vej går vi alle jo – men når man har ALS er det kun få som lever mere end 5 år. Er det fair at Christina skal leve resten af sine dage på et plejehjem? Er det fair at Christina skal leve resten af sine dage som gidsel på intensiv afd. på Holbæk Sygehus?

Christina har en kæreste – Kurt – og de elsker hinanden. Christina har en søn – og hun ønsker at leve et liv sammen med Kurt og sin søn. Selvfølgelig gør hun det – og det ville være mest fair. Nogle hjælperbureauer kan åbenbart ikke magte opgaven at stable et hjælperhold på benene – og det har den fatale følge at Christina så ikke kan bo sammen med de to mennesker hun elsker allermest.

Christina har respirator og er derfor afhængig af hjælpere – som er i stand til at varetage de opgaver som er følge af hendes sygdom.

Ligenu er Christina indlagt på intensiv afd. på Holbæk Sygehus – der har hun ligget siden d. 27 februar 2015! På Facebook skriver Christina og Kurt dagbog – således at de oplyser Danmark om hvordan systemet svigter og behandler mennesker. Én ting er at Christina er indlagt! En anden ting er hvordan personalet på sygehuset behandler Christina – eller mangel på samme. Jeg anbefaler i læser dagbogen ved at klikke HER – og jeg vil herefter citere et par ord fra et dagbogsopslag – som udløste at jeg skriver dette indlæg – fordi det gør da mig BANGE, når jeg selv sidder i en situation hvor jeg har respirator og behov for at der er en handicaphjælper ved mig 24/7.

“Vi har alle formentlig kun et liv, jeg ønsker at leve sammen med de to mennesker, jeg elsker, Kurt og min søn. Jeg vil leve så fuldt et liv, jeg kan til min død. Jeg har mistet mere, end i aner. Jeg agter IKKE at blive frarøvet mit liv med dem, jeg elsker!
Hvad ville i selv gøre?
Få slukket for respiratoren?
Jeg spørger bare.” – Citat af Christina d. 27 marts 2015.

Få slukket respiratoren?! Jeg forstår at Christina er i den overvejelse – og jeg er næsten tilbøjelig til at håbe at Christina vælger den vej – sørgeligt med sandt. Jeg mener at Danmark begår et mord, hvis Christina vælger at få slukket respiratoren – og håber at Danmark vil stå for skud for det! Jeg er bange for at medierne først vil tage den her sag seriøst og alvorlig når Christina ikke længere er i live. At den her historie kan have sådan en fatal følge, kan næsten få mine tårer frem – og min arrighed. Jeg bliver virkelig vred, skuffet og flov over Danmark. Selvfølgelig gælder dette ikke hele Danmark og Danmarks befolkning – men nogle skal tage ansvar.

Jeg bliver helt bange for mig selv, når jeg kan sige at jeg mener Christina skal slukke sin respirator og lade Danmark begå mord mod hende – for Christina er et elsket menneske og et menneske der elsker – og INGEN fortjener den behandling hun bliver udsat for.

Jeg ønsker og håber at der er nogle medier som vil skrive om denne sag – den her sag skal belyses. Dette blogindlæg hjælper ikke meget – men jeg håber alligevel det når ud til nogle folk, som vil hjælper Christina med at få det liv hun ønsker.

Christina har levet i 3 år med ALS – og som i læste i toppen, så lever få mere end 5 år. Det smerter mit hjerte – voldsomt.

Tilmed må Christina og Kurt knap nok have lov til at være sammen på intensiv afd. på Holbæk Sygehus – det bestemmer afdelingen åbenbart?! Kurt må ikke vaske sin kæreste, Kurt må ikke give sin kæreste mad og drikke! Hvis du var indlagt, ville du så ikke gerne selv bestemme hvem der skulle røre din krop?

Vil du dele det her indlæg og få det ud til nogle journalister? Det håber jeg du vil!

Hvis du vil følge Christina og Kurts dagbog – så gør det – klik her!

Følg mig på Facebook – klik her.

– Camilla-Kenya.

En kommentar er skrevet på mit indlæg fra i mandags – da jeg var til samvær med Anna-Elisia. Min dejligste og smukkeste niece – som mange af jer nok ved, har jeg fuld forældremyndighed over Anna-Elisia. Spørgsmålet i kommentaren er – hvorfor er Anna-Elisia anbragt og hvorfor har jeg forældremyndigheden?

Det vil jeg rigtig gerne fortælle. Af hensyn til sagens art, så er der ting om sagen, som jeg ikke kan skrive offentligt – og denne blog skal rent generelt ikke omhandle sagen – men selvfølgelig vil der komme indblik i små doser, i ny og næ.

Min søster – Mitzi – var stofmisbruger. Et årelangt misbrug, som hun virkelig kæmpede MED og MOD. Når jeg tænker tilbage på hendes kamp, så er jeg så gude’stolt af hende, fordi hun ville virkelig gerne ud af sit misbrug – som tydeligt tog hårdt på hendes sind. Det ”problematiske” i Mitzis misbrug var ikke stofferne, men hendes tanker. Vi har en fælles barndom i en ret dysfunktionel familie – jeg skriver ”ret”, fordi jeg egentlig ville skrive meget – men omvendt, så tænker jeg altid ”der er nogen der har opvokset i en værre tilværelse”. Samtidig, så tænker jeg også at – vores barndom blev min søsters død.

Stofferne tog livet af min søster, vil mange nok tænke – og ja, rent praktisk var det stofferne som tog livet af hende – men teoretisk var det vores barndom der tog livet af Mitzi – og ikke mindst myndighederne som svigtede. Jeg bebrejder i den grad myndighederne, og nu vil mange sikkert tænke at det er tidsspild at bebrejde nogen – men nej, ikke for mig. Når man mister en man elsker højt, så søger man vel en retfærdighed – den retfærdighed får jeg nok aldrig, og ingen kan bringe Mitzi tilbage. Da jeg fik besked om at Mitzi var død, accepterede jeg hendes død med det samme – selvfølgelig græd jeg og selvfølgelig vidste jeg ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv – men jeg vidste at hun NU var et bedre sted end her. Hun havde endelig fundet den fred, ro og lykke, som hun i mange år kæmpede for at finde.

I 2011 sker der det at Mitzi bliver gravid – samtidig med at Mitzi er misbruger. Det gør det hele meget kompliceret. Mitzi har i starten af graviditeten ikke levet af så meget andet end stoffer og havregrød – og først måneder inde i graviditeten kommer hun i døgnbehandling og i nedtrapning med metadon. For ikke at gøre med skade end gavn, vælger man at Mitzi først skal trappes helt ud af sin metadon når Anna-Elisia er kommet til verden – som sker d. 6 januar 2012.

Få timer inden Anna-Elisia åbner sine øjne i en ny verden – og en krop som er abstinent – så meddeler kommunen at Anna-Elisia skal anbringes i plejefamilie, hvilket min søster går med til frivilligt. Mitzi ville koncentrere sig om sin behandling, være en god mor ved samværene med hendes datter og en drøm om at blive en god mor for Anna-Elisia resten af livet. Mitzi var en stolt mor – og jeg blev en stolt moster.

Mitzi klarede sin døgnbehandling og blev clean efter hun blev mor. Hun startede i dag-behandling i København og flyttede ind i et hus med andre personer, som var blevet clean. Hun fik 3 måneders clean-dage, men Mitzi var sjældent fyldt med glæde – hun spurgte mig en dag ”hvordan kan du finde lykke, når du ikke er på stoffer?” – hvad svare man til det?

Mitzi fik tilbagefald – men kom hurtigt på rette køl igen, via. Dag-behandlingen. Kort tid efter får Mitzi tilbagefald igen og ligger på sine grædende knæ om at komme i døgnbehandling igen. Dette sker mandag. Kommunen kan først give svar på om de vil betale for ny døgnbehandling om torsdagen – den ventetid blev for lang og uoverskuelig. Mitzi døde onsdag nat d. 12 september 2012.

Jeg fandt faktisk aldrig ud af om kommunen ville have betalt for hendes døgnbehandlingen – afgørelsen endte jo med at være ligegyldig.

December 2012 bliver jeg peget på af kommunen til at få den fulde forældremyndighed – som jeg selvfølgelig gerne ville have. I marts 2013 er jeg til møde i statsforvaltningen, som skulle vurdere om jeg var egnet – hvilket de mente jeg var. I april 2013 får jeg papirer på at have fuld forældremyndighed over Anna-Elisia. Der blev jeg juridisk set ”mor” – men jeg kalder mig selv for moster, for det er hvad jeg er.

Anna-Elisia er stadig frivilligt anbragt – jeg har frem til år 2015 (nu) kæmpet for at blive undersøgt – således at man kunne se på en eventuel hjemgivelse af Anna-Elisia – i hvertfald så det bedste for Anna-Elisia kan ske, uanset om det bedste er en hjemgivelse til mig eller at hun fortsat skal være anbragt, så skal det bedste ske for Anna-Elisia. Det er mit klare ønske.

Nu er det endelig blevet vedtaget at jeg skal undersøges – hvilket jeg er enormt spændt på. Jeg glæder mig til at komme i gang og at der sker noget i sagen.

I dag smiler jeg stadig STOLT når jeg tænker på Mitzi – hun var et smukt og varmt menneske, med nogle indre dæmoner, som hun ikke kunne slette. Uanset hvor meget hun gerne ville være glad og lykkelig, så kunne det ikke lade sig gøre på vores jord og det acceptere jeg 100%. Hun er lykkelig nu og det glæder mit lillesøster-hjerte så meget. Mitzi var mit et og alt, og nu vil jeg gøre alt for at passe godt på hendes datter – som ER mit et og alt.

Jeg håber dette indlæg gav svar på hvorfor Anna-Elisia er anbragt og hvorfor jeg har fået fuld forældremyndighed.

Følg mig på Facebook – klik her.

– Camilla-Kenya.

Jeg kan huske da jeg var barn at jeg så Pippi Langstrømpe – på VHS-bånd. Jeg husker dog ikke særlig meget af handlingen, men en svensk tv-kanal har i hvertfald valgt at ændre i ordvalget – således at Pippi ikke kalder sin far for “negerkonge”, men blot for “konge” – i min verden gør det jo ingen forskel om Pippi siger det ene eller det andet – helt ærlig, serien er skrevet i 1969 og jeg tror at vi alle overlever at Pippi betegner sin far som “negerkonge”.

Jeg forstår at det kan være nedsættende og sårende for nogle – men som sagt, så ved jeg ikke hvorfor Pippi kalder sin far for “negerkonge” – men kan man ikke bare se udenom det? Oplever vi ikke alle i livet nogle nedsættende eller sårende ting – men alligevel kan vi komme videre?

Det er alligevel lidt typisk Sverige at sætte tingene sådan op – og kalde det racistisk. På en eller anden måde, så er det blevet så let at kalde ALT for racistisk. Det er det samme med Jakob Strids børnebog “Mustafas kiosk” – den måtte pludselig ikke sælges i Sverige, fordi den var racistisk. Jeg har tilfældigvis bogen herhjemme og er den racistisk fordi navnet Mustafa bliver brugt – blandet med at koble en kiosk på – og tilmed er Mustafa mørk i huden. Hvad er der forkert i det? Jeg forstår det ikke.

Religioner har min respekt – sålænge jeg selv får lov til at leve uden om noget religiøst personligt – men jeg synes mennesker bruger ressourcerne forkert, hvis de vil ændre på ordvalg som er lavet i 1969.

Når Pippi Langstrømpe kalder sin far for “negerkonge”, så var det sådan Astrid Lindgren valgte at skrive – i 1969. Nu er vi år 2015 og i dag ville Astrid måske ikke have skrevet “negerkonge” – men er du blevet stødt af at jeg har skrevet “negerkonge” en del gange i det her indlæg?

Hvis ja, så læs det igen – for det er ikke ment nedsættende fra min side.

Hvis nej, så har du forstået mine ord.

Dette indlæg udspringer sig fra en debat som jeg så på Jyllands-posten med David Trads og Morten Uhrskov – og jeg synes det var en stor omgang stupiditet fra begge sider. Deres debat handlede ikke kun om Pippi og “negerkongen” – men også om andre ting – som jeg i den grad også har meninger om. Dem kan vi tage på et andet tidspunkt – tænker jeg.

Jeg har altid tænkt at man plejer at være sådan tildels enig med en af parterne i en debat – men i den debat stod jeg helt af, ved dem begge. Giver det f.eks. mening at lukke grænsen i Danmark, HVIS Danmark har ressourcer til at hjælpe? Jeg synes ALLE mennesker skal hjælpe hvor de kan – og jeg føler selv at jeg gør hvad jeg kan, for at hjælpe – men man kan altid gøre mere.

Selvfølgelig ser jeg mening i at lukke grænsen, som man vidst på et tidspunkt også gjorde i USA – men jeg er uenig i at man skal lukke grænsen, bare fordi nogle er IH og ÅH så bange for at der kommer flere muslimer til Danmark! Er muslimer da en farlig “art” eller hvad?

Følg mig på Facebook – klik her.

– Camilla-Kenya.

Den “længe” ventede dag blev i dag – hvor jeg skulle spise rosmarin-fritter og forsøge mig med at drikke hvidvin – som jeg ikke har kunne lide. Altså, jeg vil sige at rosmarin-fritterne var værd at komme efter – jeg var dog lidt skuffet over Un Mercatos trøffelmayo. Jeg og min hjælper brugte også lige en halv time på at finde en parkeringsplads – det er ikke let i København K – men f**k jeg gad godt bo der – eller bare bo i København generelt. Det ville alligevel være LIVET! Men mon det nogensinde sker?! Jeg gider i hvertfald ikke bo resten af mit liv her i Nærum.

Og nej, jeg kunne stadig ikke lide hvidvin – men jeg er stolt over at jeg forsøgte. Og jeg vil med glæde og positivt sind forsøge igen en dag. Måske man alligevel skulle prøve en vinsmagning?! Ej, det er måske lige over grænsen!

Det har været en så skøn dag. På trods af at jeg vågnede tidligt og stod op – jeg plejer at kunne sove en hel dag, hvis det er muligt og der ingen planer er – men det kunne jeg altså ikke i dag. Så jeg kom ud af sengen – i skoven med Karen (hunden) og til dyrlægen efter mere hundemad – så sulter lille Karen i hvertfald ikke.

På Un Mercato mødtes jeg med en kammerat og mødte for første gang hans kæreste – så sød og rolig kvinde – jeg blev så glad over at se hvor meget glæde de udstrålede overfor hinanden. Jeg håber jeg får en masse skønne stunder med de to mennesker – for det vil jeg helst ikke undvære! Gode mennesker er guld værd – og man skal passe på dem! Så Kære Adam, jeg elsker dig for den du er! Du er værd at passe på og bevare et godt venskab med!

Nu skal der resten af aften slappes af – finde på noget spiseligt til maven og have et dejligt og varmt bad! Og ja, jeg er træt nu… Men jeg går nok ikke “tidligt” i seng af den grund.

Følg mig på Facebook – klik her.

– Camilla-Kenya.