Kære Du,

Jeg vil fortælle dig om kærlighed. Særligt fordi det aldrig har været min stærke side – og bare det at skrive det her gør mig rædselsslagen. Selvfølgelig har jeg ”datet” – hvilket også er et ord jeg hader – men lige så snart jeg mærker den mindste følelse indeni om at det kunne blive til ”forelskelse”, så er de sparket væk – eller også har de sparket mig væk. Men ærligt, så har jeg været rigtig god til at blive iskold på et splitsekund – desværre.

Den iskolde side i mig gjorde at jeg fik en tatovering på hånden, hvor der står ”loveless” – fordi jeg på et tidspunkt følte mig så kærlighedsløs. Det ved jeg absolut nu at jeg ikke længere er.

Kærlighed har for mig føltes så stort og uoverskueligt – at man skulle lukke en mand ind i sit liv – hvordan er man ”god nok”? Hvordan ser manden bedst muligt den man er?

Jeg bliver ALDRIG den perfekte kæreste for nogen – og det har jeg det fint med. Jeg ved jeg er ”skræmmende” i manges øjne – og det acceptere jeg. Heldigvis så ved jeg at der er mænd som er nysgerrige og ikke bange.

Jeg forstår godt hvis det ikke er ”Camilla, der elsker kaffe” som manden ser først, men i stedet ”Camilla, der sidder i kørestol” – det er jo det man ser først.

Jeg er drøn-besværlig. Men ved i hvad – det handler om at se positivt på det – og jeg er MEGET mere end ”Camilla, der sidder i kørestol” – den del af mig er minimal i forhold til hvad jeg ellers er.

Det er sjældent at jeg lukker nogen ind – og som kommer tæt på mig. Så tæt!

Jeg ville også fortælle dig om forelskelse, men den del lader vi ligge – tror jeg.

Jeg er godt klar over at jeg er for ”tænkende”, ”analyserende” og nogle gange en ”pain in the ass” – hvorfor? Fordi jeg er et menneske – et menneske som ikke tror på den følelse indeni eksistere – trods at den gør! Den eksistere – og jeg prøve bare at benægte at den eksistere.

Du skal bare vide at det var svært for mig at komme hertil – at mærke det!

Men jeg lukker øjnene og tager et sekund af gangen – og ser hvad det hele ender med. Jeg tror på ”håbet” – ”There is always hope”!

Så her står jeg – og tror på kærligheden! Men er bange for det stadig – og har det egentlig skønt som single! Så er det jo ”tilladt” at benytte Tinder og Happn! Haha!

Følg mig på Facebook – KLIK HER!

– Camilla-Kenya.

Søndagen har stået i dåbens navn! Min bedste kammerats datter – Emmalie – skulle døbes. Hun fik den fineste og smukkeste dåb i Frederikssund Kirke. Og nej! Det med kirker er ikke lige mig – men denne oplevelse i dag var fantastisk, fordi fra i dag er jeg officielt fadder for Emmalie.

Jeg husker stadig tydeligt den dag Steffen (faren) sagde at jeg skulle være fadder for hans datter – jeg blev pavestolt! Selvom det ikke betyder så meget – så er det alligevel en titel som jeg nyder at have. Egentlig siger man ja til at være med til at sørge for at barnet bliver opdraget i den kristne tro, men det kommer ikke til at ske – men jeg LOVER at proppe det lille væsen med masser af kærlighed.

Efter dåben tog vi hjem til familiens gård og der var telt i haven, ved søen – og helstegt pattegris med diverse tilbehør – der manglede absolut ikke noget. Selvfølgelig var der sæbebobler på borderne også – og bordkort! Jeg blev SÅ glad, da jeg så at der var stod “Camilla-Kenya” – fordi i daglig tale kalder folk mig mest bare “Camilla” – hvilket også er fint.

Da jeg blev døbt, så blev jeg døbt “Camilla Louise” – uden bindestreg?! I don’t get it. Jeg skiftede dog navn for 3 år siden – til “Camilla-Kenya” – og særligt bindestregen var vigtig. Haha! Nu har jeg den – mon jeg skal døbes på ny? Argh – det tror jeg ikke.

I torsdags fik jeg også lavet negle i anledningen af at jeg i dag skulle til barnedåb – de blev den flottest blå farve og med guld-folie – og selvfølgelig skal i se et billede af neglene her;

Fortsætter under billedet!

Det er Anne som laver negle på mig – hver gang. Jeg synes både hun er sød, skøn og god til at lave negle – hvis du gerne vil tjekke hendes arbejde, så klik HER!

Nu starter en ny uge – og i morgen har jeg absolut ingen planer. Der skal der slappes af – og måske i skoven med Karen (min hund).

Giv også min Facebookside et like – KLIK HER!

– Camilla-Kenya.

Ja, så kommer der lige endnu et “min mening”-indlæg. Jeg skriver det her indlæg, fordi jeg på EkstraBladet.dk læser en artikel om Nilla – som hver lørdag har 5-timers samvær med sine børn – samtidig læser jeg få kommentarer skrevet af nationens-amatør-debatører. Det er MEGET tydeligt i deres kommentarer at de ikke er mennesker som har afgørelse på samvær med deres – eventuelle – børn.

Jeg ser det som nødvendigt at jeg ytre min holdning til emnet og den artikel – i håb om at det vil blive læst af nogle – især uvidende mennesker – og måske de kan forholde sig til tingene anderledes.

Lige for kort at opridse hvad artiklen handler om – hvis ikke du har læst den;
Nilla er mor – og fraskilt. Faren som er bopæls-forælder bor i Greve – Nilla (moren) bor i Sakskøbing på Lolland – og hun er samværs-forælder. Skilsmissen gik skidt og der blev lavet afgørelse om at Nilla har samvær hver lørdag fra 9-14.

Det lyder vel i sig selv fint – der findes jo mange andre som har langt mindre samvær med deres børn – ja, de tilfælde kender jeg da absolut også til.

Sagen er så den at Nilla bor MANGE kilometer væk – og med offentlig transport kan hun først være i Greve kl. 10 om lørdagen. Hun har anmodet om at få ændret samværstiden til 10-15 – for naturligvis ønsker hun ikke at miste den times samvær med sine børn. Anmodningen er ikke efterkommet og derfor må Nilla hver fredag tage afsted fra Sakskøbing fredag aften – og sove i en stol og sovepose – udenfor – til kl. 9 – hvor hun har samvær med sine børn.

I tænker måske – ligesom nationens-amatør-debatører at det er hendes eget problem?!

Ja, gu’ fa’en kan man sige at det er hendes eget problem! Men det her kan også gå ud over børnene. Hvad skal Nilla gøre til vinter? Skal børnene miste den times samvær med deres mor? – Det ville da være at svigte børnene, i kæmpe grad!

Jeg er dybt uforstående overfor, hvorfor det er et problem at ændre samværstiden til kl. 10-15. Men det er jo systemet i en nøddeskal!

Nu melder historien intet om, om det er hende eller faren som er flyttet væk – men faktum er at de ikke bor tæt på hinanden og jeg mener bestemt at det burde kunne gøres muligt at få sat tingene sammen, så det passer alle parter.

I hvertfald, så er jeg enig i at det er urimeligt og umenneskeligt at hun er TVUNGET til at ligge ude under åben himmel, for at få lov til at have samvær med sin børn – og vigtigst af alt – at hendes børn kan få lov til at have samvær med deres mor.

Nilla ofre sig – hvilket man skal når man er forælder. Man skal give alt man har i sig – og det gør hun!

Hvad er det for et system vi har?!

Følg mig også på Facebookside – klik her!

– Camilla-Kenya.