Dag 96 – år 2016

Lige børn leger virkelig dårligt! Ny forskning viser at handicappede er lykkeligst med andre handicappede og at handicappede ikke nødvendigvis ønsker ligebehandling. Denne nye forskning er endnu ikke offentliggjort og jeg stiller stadig lidt spørgsmålstegn ved om forskningen også baseres på fysisk handicappede – for i artiklen i Kristeligt Dagblad siger forskeren at han har undersøgt selvværdet hos psykisk handicappede, autister og hørehæmmede.

Dog bliver jeg ekstremt stødt over artiklen – og særligt over overskriften. “Handicappede er lykkeligst med andre handicappede” – den overskrift sætter mig i en bås, som jeg overhovedet ikke ønsker at være i.

Forleden dag skrev jeg et blogindlæg om at jeg synes vi mennesker skulle være mere åbne overfor mennesker, som er tidligere straffet. I den forbindelse havde jeg en debat med eller anden jeg ikke kender – og han skrev blandt andet at jeg så på samfundsproblematikken for “tæt på” og jeg hellere skulle se det i et “større perspektiv” – men som jeg skrev til denne fyr, så er jeg nærmest blevet placeret i en minoritets-gruppe, som er i mod min vilje – og jeg er træt af at JEG skal ses på i et “større perspektiv”, fremfor at blive set “tæt på”.

I går udkom denne artikel så – og ender på forsiden! Den bekræfter bare at vi bliver set på i et alt for stort perspektiv. Vi bliver ikke set som mennesker! Vi er blevet en minoritet – og min fornemmelse er ikke at nogen jeg kender ønsker at blive placeret i den bås.

For et par uger siden talte jeg i telefon med “journalisten” som har skrevet artiklen om forskningen – hende og jeg “kender” lidt hinanden fra tidligere – og derfor ringede hun til mig. Hun ville nemlig gerne have en handicappet med i artiklen, som var MED forskningsresultatet – hvilket jeg erklærede at jeg ikke var, men jeg ville gerne deltage i artiklen som værende MOD resultatet. Så var jeg udelukket.

Jeg læser så artiklen i går – og ser at der heller ikke er valgt at der overhovedet ikke skulle være en handicappet kilde og kommentaren fra journalisten omkring mit spørgsmål om det er; at det blev besluttet højere oppe fra at droppe den case fra en handicappet kilde, samt at sådan er det sommetider i nyhedsverdenen.

Men jeg er undrende over at man fra start af vælger at der slet ikke skal være en kilde med i artiklen som kan modsige forskningsresultatet.

Jeg er klar over at et resultat er et resultat – men jeg synes det er voldsomt relevant at fortælle om hvad JEG tænker det havde gjort af forskel, hvis jeg f.eks. havde gået på en specialskole, fremfor almindelig folkeskole. Omkring det emne, så er jeg bange for at jeg var blevet “mere handicappet”, hvis jeg havde gået på specialskole – og er bange for at der ville have været for meget fokus på mit handicap – fremfor hvilket menneske jeg var/er.

Men hvem lytter?!

Danmarks Radio deler ligeledes en artikel – og har heller ej en handicappet kilde, som er MOD og MED resultatet.

Lige børn leger virkelig dårligt! Tegningen lavede Sarah Glerup i dag – på hendes mødedagsordenen – hun er jo lige kommet i Folketinget – og X-Factor’rumlen er overstået. Hendes tegning viser så godt – hvad vores holdning er! Jeg har en hilsen fra Sarah; Hun skriver at man ikke selv bestemmer hvem man bliver forelsket i, og at der selvfølgelig også er lykkelige par, hvor begge parter sidder i kørestol.

Jeg er ikke lykkeligst blandt andre handicappede – jeg er lykkeligst blandt mennesker, som ser mig som et ligeværdigt menneske! Jeg ser mennesker – som de er!

Jeg er træt af “minoritets-grupperinger”!

Jeg frygter at den artikel og forskning kun vil gøre at skabe fordomme hos “normale” mennesker – og jeg er ikke en der synes at der er SÅ mange fordomme hos mennesker – jeg oplever det sjældent. Denne artikel vil nok blusse det.

Næste gang jeg er ude i offentligheden – vil folk så tænke “hvor er det synd at hun køre der med sin “normale” handicaphjælper, og går der med sin “normale” veninde – hun ville jo være lykkeligst blandt ligestillede”?

Jeg vil i den grad fortsat have min ret for ligebehandling – men børn som har et handicap kan ikke på samme måde kæmpe kampen, som en voksen handicappet kan. Et barn som om lidt skal starte i skole, har ikke rettigheden til at sige at “jeg vil gå i en almindelig folkeskole, og ikke en specialskole” – det er jo ikke noget barnet bestemmer, om barnet skal inkluderes.

Jeg synes vi var kommet et godt stykke frem med inklusionen i Danmark – og nu går vi næsten tilbage til dengang hvor “landsby’tossen altid var en der haltede”.

Jeg håber du vil dele dette blogindlæg – og ikke lade dig narre af en artikel, uden saglig form af kilder!

Følg mig også på Facebook!

• Camilla-Kenya.

Artikel i Kristeligt Dagblad!