Dag 54 – år 2016

Det der med at have tandlægeskræk og så kunne mærke at ens visdomstand gerne vil borer sig ud igennem noget tandkød, er bare ikke særlig rart. Nu har jeg forsøgt at ringe flere gange til min tandlæge og nu har jeg sendt en mail til ham – så håber jeg at han i morgen har tid til at kigge på min visdomstand.

Desværre, så mindes jeg bare at min egen tandlæge kun arbejder om mandagen – hvilket der jo er lang tid til, når det allerede nu er svært at spise! Heldigvis er der så en anden tandlæge, men når man har bare lidt tandlægeskræk, så vil man egentlig bare gerne have sin egen tandlæge… Men sådan er det!

I går googlede jeg selvfølgelig noget med visdomstand, og det siges åbenbart at ens visdomstænder popper frem når man når en alder, hvor man er blevet vis.

Jeg er lige blevet 26 år og åbenbart på vej til at være vis! Det er vel egentlig slet ikke så skidt.

I går delte jeg et blogindlæg meget tidligt (faktisk snød jeg og skrev indlægget dagen før), men jeg var jo til den allersidste samværs-observation og havde den sidste psykolog-samtale i forbindelse med at jeg er ved at blive forældrekompetenceundersøgt. Det er meget spændene hvad resultatet af undersøgelsen bliver!

Jeg regner med at få rapporten fremlagt i slutningen af marts – og jeg får rapporten udleveret i midten af april, forventer jeg.

Jeg har en god fornemmelse – og selvom at undersøgelsen går ud på at undersøge om min niece vil kunne bo fuldtid hos mig (og dermed ikke være anbragt), så er mit primære formål egentlig at få udvidet min nieces og mit samvær – hvilket jeg helt klart tænker er et ønske fra os begge. Når man er 4 år, så er det blot svært præcist at give udtryk for.

I går talte jeg også med psykologen om mine tanker på, hvis jeg og min niece f.eks. skulle være sammen i 10 timer i træk. Jeg tænker at det ville være langt mere behageligt – fordi sådan som det er nu – hvor vi ses i halvanden TIME hver ANDEN uge, så når vi endelig ses, så er der bare ikke tid til særlig meget – og man skal konstant være på, for at vi har fokus på hinanden.

Men hvis samværet var f.eks. 10 timer – så ville der være tid til at min niece f.eks. kunne lege med sig selv, imens jeg drikker en kop kaffe – der ville være tid til at jeg som moster kunne sætte krav og min niece kunne blive utilfreds. Der ville være TID til alt det, som andre med ikke-anbragte børn har.

Folk med skilsmisse-børn har sikkert samme tanker. Hvis man f.eks. er hveranden-weekend-forælder – så vil man helt sikkert den weekend bare hygge og bruge tid på at være glade – ikke tage så mange kampe osv.

Nu vil jeg stoppe for i dag… Jeg vil slappe af, og HÅBE på at jeg i morgen kan få en tid hos tandlægen – og tilmed være så sej at turde at tage afsted!

Suk… Hvem vil holde mig i hånden?!

• Camilla-Kenya.