Dag 81 – år 2016 | Ingen kategori

Retfærdighed & respekt har altid været to elementer i livet, som har været vigtige for mig. Retfærdighed – fordi vi lever i et samfund hvor ALLE mennesker skal behandles med retfærdighed, og især med tanke på at vi lever i et demokratisk samfund.

Respekt – fordi DE FLESTE mennesker fortjener respekt. Ikke bare mennesker, men individer. At skabe respekt er noget man nok først skaber, hvis man selv er i stand til at vise og give respekt – og hvis man har respekt for sig selv.

Jeg kan komme med et personligt eksempler;

For nogle år siden modtog jeg alle sagsakter fra min barndomskommune – jeg læste alle sagsakterne, velvidende at jeg ville læse grusomme ting, som jeg ikke selv har kunne huske på – som skete. Min og mine søskendes barndom var ikke let at være en del af – og det er i min optik en af grundene til at min søster ikke lever i dag. Jeg søgte naturligvis nogle svar – og jeg skrev til min daværende sagsbehandler, samt min families daværende familierådgiver (som vel at mærke kom hver eneste uge i vores hjem) – inden jeg stillede spørgsmål, så sikrede jeg mig at de var tilstede ved deres mail – begge svarede mig – okay, så der var kontakt!

Så ville jeg stille mine spørgsmål. Jeg sendte 9 spørgsmål afsted – men jeg hørte hverken et svar fra sagsbehandlerende eller familierådgiveren. De svarede heller ej tilbage at de ikke ønskede at besvare mine spørgsmål. I får her et udpluk af de spørgsmål jeg stillede;

“Tænkte du aldrig at jeg burde være tvangsfjernet?”

“Det var tydeligt at min mor og jeg havde nogle problemer sammen. Min mor blev på et tidspunkt også sendt til psykolog – så der må det være blevet vurderet at min mor havde brug for en psykolog, men at jeg tilsyneladende ikke havde. Alligevel skulle jeg blive boende til jeg blev 18 år – på trods af at jeg udtrykte at jeg ikke gad/kunne bo hjemme mere?”

“Var det for dyrt/besværligt at anbringe mig uden for hjemmet?”

Hør videoblog, hvor jeg fortæller om dette…

Jeg synes min barndomskommune skyldte mig svar – i al RETFÆRDIG & RESPEKT! De valgte ikke at vise mig den respekt. Er det retfærdigt?

Min personlige historie viser også tydeligt at jeg INTET har i mod at nogle børn bliver fjernet fra forældre – fordi i nogle tilfælde er det dét bedste der kan ske, for barnet. Min holdning er helt klart at man skal sikre at børn trives på bedste vis – og man skal arbejde med at forældre bliver velfungerende og omsorgsgivende forældre, hvis det ikke er tilfældet. Der skal støttes og arbejdes med dysfunktionelle familie.

Der er ting i mine forældres barndom, som gør at jeg sagtens forstår at de endte hvor de endte, med deres egne børn – men det var ikke retfærdigt over for mig og mine 2 større søskende.

I dag synes jeg stadig min barndomskommune skylder mig den respekt at give mig et svar, men jeg kæmper ikke længere for svaret. Ja, jeg kunne vælge at køre en sag mod kommunen, men det ønsker jeg ikke – for jeg ønsker slet ikke en økonomisk erstatning – jeg ønsker faktisk bare en sætning som “ja, vi fejlede”. De behøver hverken give mig penge eller et “undskyld” – bare en indrømmelse af at de fejlede.

Jeg bebrejder min barndomskommune at jeg og min bror ikke længere har vores elskede søster – men jeg accepterer.

Og hvorfor accepterer jeg?!

Det gør jeg fordi jeg er i stand til at vise mig selv respekt – og min respekt giver jeg videre til andre, som jeg mener fortjener min respekt. Jeg vil altid kæmpe for retfærdighed – og hjælpe andre hvor jeg kan – med vejen mod retfærdighed.

Det er sjældent jeg deler så personlige blogindlæg, men nu skete det – værs’go. Velkommen til barndommens fodspor – og tak fordi du læser med.

Hvis du fortsat vil følge med i min verden, så gå ind på Facebook og giv min side et like – klik her!