Dag 9 – år 2016

I går havde jeg anden omgang af samtale med psykologen – som laver forældrekompetence-undersøgelse af mig. Vi talte sammen i hele 3 timer – og ja, man kan godt blive ret så tør i halsen af at tale så længe, men at skulle fortælle om ens ret så komplicerede barndom kan jo snildt tage 3 timer eller mere – for ja, der er vel hele tiden en lille ny detalje der er nødvendig at tilføje.

Jeg fortalte psykologen at jeg altid har været meget åben om min barndom – og at jeg både har blogget omkring det og været i et par interviews i ugeblade – og Hus Forbi (der er linket til en artikel + Hus Forbi). Jeg synes ikke det er tabu at fortælle om hvordan min familie er skruet sammen – dog har jeg altid haft respekt for min familie – i forhold til hvad jeg har ville fortælle til en journalist, fordi vi alle kan nok blive enige om at de er gode til at fordreje tingene eller gøre det lidt værre end det var – bare for at læserne kan sidde og fælde en lille tårer – og DET har jeg absolut ikke ville være med til!

Min hjælper – Maria – spurgte mig i går om jeg fik noget ud af at tale med psykologen – og nej, det gør jeg ikke. Som jeg sagde “jeg tror at hun får mere ud af det” – og det er ment som, at det er hende som skal undersøge og vurdere mig – så jeg lader mig bare være en åben bog, for at hun kan lave den bedst mulige rapport i sidste ende – som forhåbentligt vil være til Anna-Elisias gavn!

Psykologen sidder måske og læser med på denne blog – hvad ved jeg – jeg fortalte hende jo at jeg skriver her, så hun er jo nok nysgerrig på hvilke ord jeg ytre om her, men det er jeg slet ikke utryg ved – heller ikke selvom psykologen måske også vurdere på det.

Jeg fortalte også psykologen at jeg for mange år siden (da jeg var barn og teenager) skulle have modtaget psykologhjælp – men hele 2 gange vælger “systemet” kun at tilbyde min mor psykologhjælp – og det synes jeg skam også at hun skulle have, men jeg forstår i dag ikke hvorfor det ikke blev vurderet mit behov for hjælp dengang.

I dag føler jeg at jeg er så psykisk robust (hvilket også en neuropsykolog har beskrevet og aflagt rapport om), at jeg selv har kunne bearbejde min barndom – og min start af voksenlivet.

En del af processen for mig har været at stoppe kontakten til mine forældre – og jeg har på et tidspunkt også afskrevet resten af min familie – bortset fra min storebror og Anna-Elisia.

Jeg besluttede sidste år at ansøge min faster, kusine og fætter om venskab på Facebook igen – fordi de havde absolut en kæmpe positiv betydning for mig i barndommen – der er en af mine fætre som ikke ønsker min kontakt – og det er jeg ked af – fordi jeg ville så gerne i kontakt med ham igen – men jeg tror bestemt han synes det er mærkeligt at jeg på et tidspunkt valgte at slette alle, og det kan jeg jo ikke bebrejde ham. Jeg håber jeg ser ham igen en dag. I hvertfald er mit mål for i år at se min faster igen – og det vil hun heldigvis også gerne.

Nu vil jeg slappe af, indtil jeg i aften får besøg af min bedste ven – Steffen – og hans kæreste og børn. Det glæder jeg mig meget til. Vi skal hygge og have lækker mad!

Følg mig også på Facebook!

• Camilla-Kenya.