Dag 72 – år 2016 | Ingen kategori

Ja, Emmalie måtte altså også lige udsættes for MSQRD-app’en. Hun er jo en lækker’bisken selvom hun her har fået nogle lidt andre øjne og overskæg. En mini-udgave af jeg ved faktisk ikke hvem hun skal forestille. Denne lille pige, som jo faktisk er blevet så stor nu at hun kan gå selv (selvom jeg ikke helt måtte se det) er jeg en STOLT fadder til – og i dag fik jeg besøgt hende og hendes forældre – storesøster Melanie var hos sin far, men jeg fik heldigvis hilst på Melanie over facetime.

På trods af at Steffen glemte at jeg skulle komme til middag i dag, så fik vi hygget os – han havde lavet lækker aftensmad, vi fik spillet trivial pursuit (hvor jeg utroligt nok vandt) og vi fik set Danmark har talent – dog fulgte jeg egentlig ikke med, fordi vi jo også snakkede og snakkede.

Steffen – som er far til Emmalie – er noget af det bedste menneske jeg kender. Han er virkelig den bedste ven man kan ønske sig! Snart er det et år siden at han sidst var min hjælper – inden da havde han været min handicaphjælper i ca. 3 år. Vi har virkelig haft nogle helt igennem dejlige timer og dage sammen – oplevede de mest skøre ting – og vendt alverdens politiske ting, hvor vi ret tit IKKE er enige, men alligevel elsker jeg ham. Heldigvis har vi holdt vores venskab godt ved lige – og jeg elsker når vi ser hinanden, men i 3 år har vi hver evig eneste måned haft flere TIMER hvor vi bare var OS – og jeg savner de timer, hvor vi egentlig bare var mig og ham – selvom jeg nu også godt kan li’ at ses med hans familie osv. – så savner man alligevel bare at være alene sammen. Det vil man jo egentlig gerne med sine hjælpere/venner.

På den måde bevæger vi os ind i et emne som handler om frihed – og i går så jeg på DR TV programmet “Spørg mig om alt”, hvor en spastisk kvinde var inde og man kunne spørge hende om alt – og hun har også hjælpere og der kom nogle spørgsmål, om det med frihed – og sandt, man har ikke særlig meget “frihed” – men på den anden side, så havde man jo slet ingen frihed, hvis man ikke havde sine hjælpere. Det er et svært emne.

Man lærer dog at leve i et liv, hvor friheden ikke vægter højest. Selvom jeg da i den grad vil sige at frihed i min verden betyder ret meget – men min handicaphjælper følger med og længere er den jo ikke. Jeg er dog DYBT taknemmelig over at jeg har nogle virkelig fantastiske hjælpere, og dem som enten kender mig eller følger mig på Facebook, ved også hvor højt jeg elsker dem og hvor sjovt vi egentlig har det.

Min frihed med mine hjælpere kan jeg sagtens leve med!

I dag blev det et sent blogindlæg jeg deler, fordi som i kan har jeg været hjemme hos Steffen og familien – og derfor fik jeg ikke lige delt et blogindlæg tidligere. Til gengæld så får i 2 skønne billeder fra min aften i det dejlige selskab – det håber jeg i kan tage til takke med.

Tak for at i fortsat læser med i min “års-dagbog”. Hvis i har spørgsmål eller emner i ønsker svar på, så skriv endelig en kommentar eller privatbesked. Alle får svar.