Dag 62 – år 2016
Nu starter foråret og solen skinner frem. I mandags tog jeg dette billede – i mens jeg var på vej til møde i Roskilde – og i bilen var der den dejligste solstråle. Det var da i den grad billedeværdigt – og hvem vil ikke gerne have at solen skinner på én? (Haha)!
Sommetider får jeg spørgsmål – hvorfor blogger du? – og det vil jeg her give dig svaret på.
I december 2014 startede jeg med at lave en Facebookside som hed “Camilla-Kenyas hyggeblog” – meningen med den var at jeg ville lave en MADBLOG! Jeg ville vise at trods min muskelsvind, så er der mange ting man sagtens kan og blandt andet at lave mad – og jeg ønskede at være en mere aktiv del i køkkenet, men ærligt – så synes jeg faktisk ikke det er særlig sjovt at lave mad – og derfor gik det projekt lidt til grunde.
Jeg ændrede derfor navnet på Facebooksiden til “Verden ifølge Camilla-Kenya“, fordi jeg langt hellere ville blogge om holdninger og hvordan jeg ser på verden – og derfor oprettede jeg denne blog kort tid efter. Jeg vil stadig gerne ytre holdninger – hvilket jeg også sommetider gør, men jeg kan også hurtigt blive opfattet som “provokatør”, hvilket jeg egentlig ikke har ressourcer pt. til at blive opfattet som.
Derfor blev mit udgangspunkt at fortælle om et helt almindeligt liv – bloggen skulle ikke handle om at jeg har et handicap (muskelsvind), men derimod handle om at mit liv er som dit. Jeg har op- og nedture som dig, jeg søger lykken som dig, jeg har de samme hverdagskampe som dig – der er egentlig ikke den store forskel på dig og mig.
Læs her mit allerførste indlæg på denne blog!
Mange har den holdning at det må da være hårdt at have et handicap, at have respirator, at have handicaphjælpere som følger en 24/7 – men sådan ser jeg slet ikke på det – og det er jo mega uinteressant i forhold til hvad jeg ellers kan byde på af ord.
Jeg bloggede derfor ret løst i 2015 – og nogle indlæg blev da læst mere end andre – jeg søgte egentlig ikke så meget et bestemt læsertal, men selvfølgelig blogger man med formålet at nogen læser med. Det er da klart!
Jeg besluttede derfor at gøre år 2016 til mit blogger ÅR. Jeg ville hver dag skrive et blogindlæg – således at man får indblik i min hverdag – som jo i udgangspunkt ikke virker synderlig interessant, men alligevel oplever vi lidt af de samme ting i hverdagen – jeg sætter blot ord på hverdagen.
Selvfølgelig handler nogle blogindlæg om mit handicap – fordi det ER en stor del af hvilket menneske jeg er.
Der er dage hvor der ikke bliver skrevet blogindlæg, fordi jeg da sommetider ganske enkelt ikke har tiden til at blogge – og det er jo også en del af livet og hverdagen.
På en eller anden måde, så lærer i mig at kende her – sådan helt indefra. Jeg kan også se på statistikken hvilke indlæg der bliver læst mest – og jeg er stadig i læringsproces om hvad læserne gerne vil læse – og særligt, høre mere om.
I må også MEGET gerne selv ytre, hvis der er noget i vil have svar på, min holdning til – eller blot ligegyldige spørgsmål der bunder i nysgerrighed – jeg vil næsten svare på hvad som helst – det kræver blot at i spørg.
Nu håber jeg i fik svar på HVORFOR jeg blogger. Tak fordi i følger mig og læser med!
I er velkommen til at like min Facebookside – Verden ifølge Camilla-Kenya!
- Camilla-Kenya.
Interessant at læse, hvordan det hele startede 🙂 Godt du hænger i, og gør det! Jeg blogger også selv, og forsøger også at famle mig frem til, hvad der er interessant for andre. Men 200.000 følgere skal jeg nok ikke regne med. Jeg er lykkelig bare nogle gider give en kommentar med. Lad os få gang i noget dialog! Jeg værdsætter ihvertfald din blog Camilla! Din indsats er ikke spildt. Det synes jeg, du skal vide <3